Louise Juhl

Jeg har længe forsøgt at vandmale. Gennemsigtige strøg, lagvise antydninger. Jeg har lænet mig mod hvidtede hegn, som en stokrose klæber sig til en mur. Kun de blødeste torne, kun. Nu ridser jeg. [Kan du skelne?] Nu strikker jeg i tætvævet uld Nu sprækker jeg et øje Nu mætter jeg et hul helt, helt fint […]

Hjemme hos os er vi omhyggelige med den gode tone. ”Det smitter”, siger far og hoster, før han folder hænderne i bøn. Amen, svarer vi, som det sig hør og bør, som det sig knæk og bræk, som det sig vold og magt.