Louise Juhl

Den her årstid, som et hul i hænderne tiden kan løbe igennem, en slags gentagelse for første og sidste gang.    

Vi er tilfældigvis brudt sammen. Det føles som et øje i maven, et nej, der bare sker. Sådan. Sket. Vi slår os ned for øjnene af et førstesalsvindue, og bliver de pletter der opstår, når fugle ser uv-lys og alligevel vælger at rejse ud.    

”Jeg vil røre for fanden”, hvisker jeg. Og kradser hul, vækker jord til live under mine negle. Du skal passe din have. Ja. Jeg er krop. Ja. Og jeg er jord, jeg kradser, jeg er så tilpas forladt, at jeg kan tillade mig alt for at hævne det hylster, jeg er sat til at passe. […]