Louise Juhl

Jeg drypper ikke. Jeg siver. Ud og ned ad væggen i maven og videre mod senerne ved lysken. En flue knækker sin vinge mod den seje slim. Det lyder sprødt.    

Jeg sover på en kæmpestor åben plads belagt med beton. Der ligger jeg, midt i mig selv, og føler mig aldeles udenfor. Så står jeg op, iklæder mig skind, ben, hud og hår og påstår mig et navn. Nogen kommer, når jeg kalder. Det er sådan, det er.