m ligner m’s
Den her evige angst for det signaturløse fingeraftryk; at være et fældende bevis på absolut ingenting.
Den her evige angst for det signaturløse fingeraftryk; at være et fældende bevis på absolut ingenting.
Jeg opererer med to virkeligheder: Den virkelighed, der dikterer mine fødders færden, antallet af vinduer på skærmen og løgnens grad af sandhed. Måske. Og så den virkelighed, der virker: Som nu måden jeg appelerer på, når jeg lægger mig i ske, ensom. Eller virkeligheden, der peger og peger og peger og peger fingre ad sig […]
Hvis jeg beregner arealet af et kælent digt: længden af øjenvipper, gange højden af et umælet “Åh”. Så Jeg konkluderer ikke noget, der er jo ikke noget at konkludere. Men spørger: dybde er en reaktion, mere end det er en dimension. Ikk?