En som mig VIII
Jeg skriver bedst, når min ryg er foran resten, og jeg pakker mine øjne ind i solid cellofan, sådan en knitrende eksplosion af afstand, kapow, puf, så fint der er, at komme helt tæt på, holde om uden at røre.
Jeg skriver bedst, når min ryg er foran resten, og jeg pakker mine øjne ind i solid cellofan, sådan en knitrende eksplosion af afstand, kapow, puf, så fint der er, at komme helt tæt på, holde om uden at røre.
Nogle gange tænker jeg: findes skoven om natten? falder skyggerne i ét med tapetet, bliver fluerne blinde? Kh