Jeg ved egentlig ikke, om det er sådan, det skete, men jeg kan huske, at han holdt mit ansigt mellem sine hænder, hårdt!, og at han sagde noget i retning af: “Jamen, du kan jo se, hvor langt du når”. Og jeg kan huske, at der var et stort panoramavindue i lejligheden, det vendte ud […]
Jeg skulle på efterskole, en ny start, jeg ved ikke om det var mine egne ord eller en andens, men starte skulle jeg i hvert fald, det var lidt akavet, jeg mener: min alder og sådan. Vi tog en runde, sådan en med navn og alder, og hvor man kommer fra. De andre var født […]
Jeg drømte, at jeg var blevet blind, at jeg ingenting kunne se. Og at nogen (jeg husker ikke hvem) sagde, at jeg skulle skrive i stedet. “Skriv”, sagde vedkommende. Og jeg skrev: “Sikke et syn!!” Nogle få undrede sig, men de allerfleste kiggede bare den anden vej. Det kunne jeg heldigvis ikke se.