Ensomig #519
I morges sad jeg under halvtaget på terrassen og gloede ud på støvregnen. I to timer sad jeg sådan, uden at det gjorde en forskel: Det er vildt, hvor stor verden bliver, når ikke man fylder det hele selv.
I morges sad jeg under halvtaget på terrassen og gloede ud på støvregnen. I to timer sad jeg sådan, uden at det gjorde en forskel: Det er vildt, hvor stor verden bliver, når ikke man fylder det hele selv.
Jeg går tur i regnen, skovbunden giver efter for mine skridt, alle lyde er pakket ind i vat. Der løber tunge dråber ned af mine brilleglas, de gør det tydeligt hvor meget, der er verdens – og hvor lidt, der er mit.