Louise Juhl

(måske hvisker han ikke, måske er også dét bare en af mine løgne.) Han siger, at det mindste, jeg kan gøre, er at begrave fuglen. Eller. Egentlig peger han bare på en lille plet jord mellem to solbærbuske og siger “Grav!” Der er ikke nogen skovl, så jeg bruger mine hænder som skeer. Jeg bukker […]

Jeg kan ikke huske, at jeg slog fuglen ihjel. Men jeg kan huske de forstenede øjne, vingernes efterskælv og det skarpe jag, da han greb mit håndled, hviskede: “Hvem skulle det ellers være?” (Måske hviskede han ikke, måske er det også en af mine løgne)