Louise Juhl

Jeg går altid en lille smule i stykker, når jeg læser Bjørn Rasmussens forfatterskab. Hvorfor lader jeg så ikke bare være, kunne man spørge, men dertil vil jeg svare, at jeg netop læser Bjørn Rasmussens tekster for at gå lidt i stykker. For at gå i stykker betyder også en mulighed for at stykke tingene […]

Onde tunger vil påstå, at min hund kun bliver hos mig, fordi jeg giver ham mad (- alene min personificering: At benævne dyret “ham” og ikke “den,” peger på et misforhold. Han kalder altid mig for “det”) Jeg har dog forlængst erklæret mig villig til at betale for foderet mod til gengæld at slippe for […]