Louise Juhl

Klokken er 06.37. Jeg har drømt om en fugl. Jeg tror, jeg slog den ihjel. Det vil sige, jeg har ikke nogen erindring om, at have slået fuglen ihjel, men alle omkring mig i drømmen pegede: Først på fuglen (en meget stor mågelignende fugl) og så på mig. Med hovedrysten forlod de derefter stedet. Det […]

En fugl er fløjet ind ad vinduet på Jannicks stue Han mener at det er Messias der er kommet for at frelse ham og griber ud efter svalen der af bare skræk efterlader en lort på sofaen før den forsvinder samme vej ud som den kom ind Lilli kommer løbende i hånden har hun en fugtig klud […]

I går hørte jeg Hjerne Madsen på P1, det handlede om transgenerationel epigenetik, altså om hvordan vores gener ikke alene er betinget af arv, men at miljøet også spiller en rolle – også for efterfølgende generationer. Senere så jeg en udsendelse fra Japan: På en fabrik var det lykkedes at fremstille grøntsager og planter helt […]

(måske hvisker han ikke, måske er også dét bare en af mine løgne.) Han siger, at det mindste, jeg kan gøre, er at begrave fuglen. Eller. Egentlig peger han bare på en lille plet jord mellem to solbærbuske og siger “Grav!” Der er ikke nogen skovl, så jeg bruger mine hænder som skeer. Jeg bukker […]

Jeg kan ikke huske, at jeg slog fuglen ihjel. Men jeg kan huske de forstenede øjne, vingernes efterskælv og det skarpe jag, da han greb mit håndled, hviskede: “Hvem skulle det ellers være?” (Måske hviskede han ikke, måske er det også en af mine løgne)  

Hele dagen har jeg tjekket mails, håbet på en besked, en opringning. Kontakt. Kl. 13.29 skete det så faktisk. Jeg fik en mail fra Birgit. Hun startede med at undskylde, at hun forstyrrede. Så skrev hun, at det den her gang var alvor – og at jeg måtte love ikke sige det til nogen. Jeg slettede […]

Jeg er gået på biblioteket for at være i fred for mig selv, men bliver stoppet af en byfest:  Brændte mandler, hoppeborge og et brass band, der  spiller Shubidua.  Det burde vel være en trøst, men føles som det modsatte, på den måde at erfare, at der faktisk findes værre selskab i verden end mit eget.

Det er lørdag tidlig morgen, jeg er alene, sofaen ligner sig selv. Jeg læser digte af Pentti Saariskoski; den luksus at læse i kaffegrums, at føle sig lykkeligt tilovers. Hvis jeg var et menneske af kød og blod, ville jeg skrive på muren ved Bloms Butikker: “Hej verden, har du plads til en mere?”, skulle […]