Louise Juhl

Kære sten For nogle år tilbage gik jeg en tur ned til vandet, kort efter fandt jeg mig selv vandrende. Frem og tilbage. Mit ansigt stift var rettet mod vandkanten, mine øjne på jagt efter et eller andet. Rav velsagtens – eller blæretang, skjoldet af en krabbe. Men så fik jeg øje på dig, du […]

Sneen har klædt sig ud som en sol, der falder og falder. Dens stråler ligner knapt flyvefærdige fugle på vej ud af reden, uvante og lige lovlig lodrette.