Louise Juhl

Livet er mærkeligt, det er døden også. Sines mor får kræft i april. Vi sidder udenfor Jensens bøfhus en fredag, jeg har bestilt frokostbøf og softice med drys til dessert. “All you can sat”, kalder de konceptet, jeg er i gang med min tredje portion, da Sine siger:“Min mor har forresten kræft.”Jeg roder lidt med skeen […]

Jeg drømte om en sten i nat, en meget ensom sten, som ingen talte til eller hørte på. Til sidst gav den op, gjorde sig hård og kold, og alle omkring den så tilfredse rundt på hinanden: “Hvad sagde vi!”