Sproget er konkret. Jeg er et ord på tre bogstaver. Verden er nedrev stavet bagfra. Død er død, uanset hvordan man vender og drejer det. Sproget er et øje, et øre, en lyd. Sprog er en henvendelse, at håbe:“det er verden, der er et elfenbenstårn;/ hvert digt en ansøgning om at få adgang.”Der hvor jeg […]
Det bedste er, at selv det værste ender. Januar, februar og den lille lede pine, gnavende orm, gnattede tæge, evige tvivl. Det værste er, så længe det varer. Lægens halvbrille og præparaternes navne, der lyder af hostende halskræft og fjernede polypper. Jeg læser om nye balancer, Caspar Eric skriver: rimelig dumt at vælge at være digter/ […]