Louise Juhl

Da jeg var barn, drømte jeg om at hedde Iben. Jeg syntes, det lød af Ibenholt, som Torneroses kiste. Af skønhed og eventyr, og hvem ville ikke have et navn, der lød af den slags. Senere fortrød jeg og ville hellere hedde Monique, det lød mystisk og lugtede lidt af lejrbål. Insisterende rytmer i en […]

Jeg sidder i en stol med lukkede øjne. Jeg griner, jeg siger: Det er højst mærkværdigt.Kvinden i stolen ved siden af, griner ikke, men spørger: Hvordan mærkværdigt, hvorhenne? For nylig læste jeg om menneskelige reflekser. Det er dem, lægen undersøger, når han slår os lige under knæskallen, så benet giver et stræk. Den slags kaldes […]