Louise Juhl

Jeg bliver træt af at vente, og skriver til lægen øverst oppe, at jeg vil tale med ham. Jeg vil høre, hvordan græs er umuligt, den slags, men i stedet for at svare, spørger han til min opvækst. Jeg kan se, hvad han gør, jeg er helt stille. Så nikker han, lægen, sådan gør han, når han vil, at folk skal tro, at han forstår. Han er okay, lægen, han har aldrig fundet en sten umulig. “Der er potentiale i alt”, hørte jeg ham engang sige.

Jeg folder min hånd, og siger, at sådan gør jeg, når jeg vil flyve, jeg folder et stykke papir, indtil det forsvinder, eller jeg knytter min næve til en hånd. Han nikker og skriver ned, ikke om flyvende næver, men om potentialet i en sten. Jeg tager hans hånd op til mit ansigt. Grøn er en umulig tilstand for græs.
Lægen nikker (igen!), og noterer i journalen, at næste møde er aftalt til om fjorten dage, og at det er foreslået patienten, at denne – indtil da – maler stenen ved indgangspartiet grøn.