Louise Juhl

Uterligheden er gribende, se hvordan væde gennemlyser fugt, klæge baner af tårer ned af dagens hage. Hvis bare vreden var til stede, hvis bare frygtelige ord som lokkeklovn eller herrensucht blev råbt i mig, som hævn for ikke at savne. Men der lyder ikke et ord, kun beton, der genlyder af beton. Ekkoko.

De her sindssyge tanker om at blive madet med ske, eller elsket af et hjerte så vildt som en storvildtjægers, kapow, at blive slugt i en mundfuld, og sidde i maven som en anden Jonas i hvalfisken. Runge hult.