Louise Juhl

Jeg har ikke mistet mine forældre. Jeg er ikke beviseligt ude af stand til at leve. Lad os kalde det modenhed, lad os kalde det voksendømt. Jeg fortryder ikke noget, ikke at jeg har muligheden, men alligevel, jeg fortryder ikke noget. Ikke nogen af dem. Det er vel på sin plads, at opgive fortrydelsen.

At gøre sig Parat.

(Derudover er jeg havnet her. Så renset for alt, der har bragt mig hertil, at det ligner et hul. At jeg ligner. Genlyd.)