Louise Juhl

Lægerne? De stod bag ved ruden og så ud på patienterne, der gik i cirkler i den ovale havegård. De talte om forudsigeligheden af patienternes adfærd: ingen gik på tværs, alle talte ud i luften, som troede de sig hørt af en tredje magt (den 1. magt var dem selv, den 2. magt lægerne, den 3. magt? “Ja, det ved kun guderne,” plejede de at le, lægerne, lidt hånligt, lidt nervøst). Patienterne ville med største sandsynlighed adlyde klokken, der angav, at det nu var spisetid, og de ville sætte sig langs bordet, og indtage maden (denne lørdag: langtidskogte hornhinder fra et dyr, med øjne på stilke).
Patienterne ville herefter afvente videre instrukser. I mangel af sådanne, ville de rejse sig og gå ind på deres værelser.
Hvad de foretog sig derinde, vidste lægerne ingenting om. Det var ikke en del af studiet, og ikke relevant, så længe deres adfærd ellers matchede diagnosernes kendetegn.
Lægerne noterede sig dagens observationer, gav hinanden hånden og forlod dagens konference.
Vel på afstand tog de overtøj på, og løb ud i havegården, hvor dansede rundt blandt snefnug, hvidt i hvidt i hvidt, som kitler blandt kitler, uden at øjne hinanden.
Alt imens sad patienterne på deres værelser og noterede, hvad der skete i gården, dette selvom deres vinduer vendte den anden vej.