Louise Juhl

I dag googlede jeg antikke stel, deres navne, blev skuffet, ingen svulstighed eller patos, kun beskrivende titler, “musvågen”, “roser og følfod”, “blå teracotta”. Jeg har ikke noget at bruge den viden til, hvorfor det da også er åbenlyst for enhver og mig selv, at jeg træder vande. Ikke at det er et problem, at træde vande, nej problemet er, at jeg ikke har noget vand at træde i, mine ben padler bare omkring i luften, jeg ligner en sprællemand, hvis trækkemekanisme er gået i selvsving, dingdong.
Jeg tror måske, at min forgæves sprællen er et forsøg på at få afløb for det ingenting, der viser sig, når jeg forsøger at zoome ind på oplevelser, samtaler eller situationer. Det er ikke, fordi jeg ikke kan se mig selv klædt ud som Pippi  til fastelavn (4 år i træk), eller genkalde mig farven på den ret, der meget mod sin vilje er blevet døbt “forloren hare”. Jeg kan også recitere spejderremser og jeg binder uden problemer mine snørebånd. Så der er noget et sted, noget andet end ingenting, noget viden, noget erfaring, noget fortid.
Det er det med at fæstne, der er problemet, jeg ikke kan få nålen til at sidde fast i voodoo-dukken. Jeg ved ikke om jeg kan forklare: Jeg kan se både nål og dukke, jeg kan røre ved dem begge, tage dem i hænderne. Men jeg kan ikke føre hånden med nålen hen til dukken, jeg kan ikke føre hånden med dukken hen til nålen, det ene øje fokuserer på nålen og det andet på dukken, og så er det, at det går galt, når de skal bytte plads, øjnene og hænderne, nålen og dukken, måske er der overhovedet ikke noget, der skal bytte plads, måske er det dét, der er mit problem.