Louise Juhl

Nogle gange er jeg lige til at tude over. Det er ikke som sådan en følelse, det tudladne, men en tilstand, en umulig tilstand, hvis man da ellers kan sige sådan om en tilstand, man befinder sig i (også selvom man ikke kan.)
Det, der får mig til at tude? Det er det, der sker, når jeg siger noget. Det er ikke så meget dét, jeg siger, som måden, jeg siger det på. Eller måden jeg taler, om det jeg vil sige på. Altså det, at før jeg siger noget, så siger jeg noget andet om, hvorfor jeg siger, hvad jeg siger, og også noget om måden, jeg siger det på. Derefter siger jeg dét, jeg lige har sagt noget om, hvorfor og hvordan jeg vil sige. Og når jeg så har sagt det, jeg ville sige, på den måde, som jeg inden, jeg sagde dét, sagde “noget om”, hvordan jeg ville sige, så undskylder jeg som regel, at jeg overhovedet sagde noget. Altså både det, jeg sagde i første omgang, dengang jeg sagde “noget om” dét, og så dét, jeg egentlige ville sige og sagde.
Det er ikke for sjov, jeg er ikke sjov, og det jeg siger er slet ikke sjovt, det er faktisk lige til at tude over, eller jeg er. (Jeg mener det.)
Nå, i dag har jeg ellers været på hospitalet for at få sprøjtet Botox ind i mine fingre, det er noget, de gør, lægerne, for at lamme nerverne omkring mine blodkar, så blodet kan løbe frit, hvilket normalt ikke lader sig gøre, fordi mine nerver, på grund af et defekt bindevævssystem, trækker sig sammen i ufrivillige spasmer, så mine fingre bliver kolde og følelsesløse og lilla og hævede, tjuhej.
Nu render jeg så rundt med botoxhævede fingre og tænker på, hvad der ville ske, hvis botoxen lammede mine fingre, altså ikke bare blodårene men hele hånden, så ville jeg være ude af stand til at kommunikere på skrift, med mindre jeg satte en pegepind fast i panden, så kunne jeg prikke til tastaturet med en pind i panden, pikke – som en blind høne, der leder efter korn, måske egentlig ikke så langt fra virkeligheden, det er jo sådan det er, når jeg skriver.