note til a II

by Louise Juhl Dalsgaard

Autoimmunitet.
Hun tænker: hvad stiller man op med en krop, der vil noget andet end sig selv, noget udover sit eget bedste?
Hendes hænder handler uafhængigt af kroppen, hendes fingre falder af i frost, det er ikke hensigtsmæssigt, hun er ikke hensigtsmæssig.
*
At bøje et flertal
At bøje sig i flertal.
*
Hvad er forskellen mellem et hele og det hele?
Alt.
*
Som barn lærte hun, ikke at tænke på universet, på sorte huller eller uendeligheden: “man bliver skør af den slags,” blev hun fortalt. Hun har ikke tænkt på andet siden.

*
Hun er ikke summen af sine erfaringer, hendes erfaringer eksisterer uafhængigt af den sum, hun kalder jeg.