Louise Juhl

Jeg undrer mig over, hvad det er, der falder mig så svært, at jeg hver dag tvivler på, at det er det rigtige alfabet, jeg er vågnet op til, at det er den rigtige morgen, jeg er havnet i, den rigtige krop, der har klædt sig ud som mig. Måske er det sådan, at tvivlen er en nådegave, men det er svært hver dag at diskutere, hvem der er hvem med hver af mine hænder, hvad der er op, og hvad der er ned med mit hovede og min røv, jeg er ok med, at hver uge starter på en mandag, men at mine knæ holder fast i en anden logik, og vender det hvide ud af øjnene, mens de nægter at holde, hvad jeg lover, dét er næsten mere, end jeg kan bære. Alene.