Louise Juhl

Hvad er det, der gør, at jeg overvældes af alle de her følelser – jeg mener, hvad skal jeg stille op med dem: tuderiet, raseriet, afmagten? Tidligere i dag skrev jeg med en helt særlig ven, om vemodige kyllinger. Sådan nogen fortabte skabninger med menneskehud i stedet for dun og dybt skelende øjne – dømt til ikke at kunne se andet end sig selv i øjnene. Halleluja for en skæbne.
Nu er den kommet på besøg igen, Bjørn, den lille vemodige kylling, (knæk, siger den, hverken pip eller kykkeliky, men knæk), og siden den var her sidst, har jeg været i byen og købe en BH. Jeg er gået halvandet nummer op i skålstørrelse, halvandet nummer! Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med, at mine bryster vokser alt, alt for sent, som sommerblomster, der forveksler årstiderne, og dukker frem af sneen, helt utidigt og håbløst: “Hallo”. Det er den slags, der gør, at jeg overvældes af alle de her følelser: Det er for tidlige blomster, for store bryster og alle de vemodige kyllinger, ikke mindst, snøft.