Glædespigen
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg lægger mig på ryggen for enhver anerkendelse. Logrer, som en glad hund, ved udsigten til hundekiks og lydighedstræning.
Rejser mig frivilligt op for urimeligheder. Jo større, jo bedre.
Skifter farve efter omgivelserne og tilpasser mig. Alt. Kulissemateriale af værste skuffe.
Påtager mig enhver skyld. Suger den til mig, så freden bevares. Lirekasseidyl.
Jeg er olien, der lader sig gyde over rørte vande: Den seje, klamme klat, der vugger på overfladen og skaber regnbuer på havet. Smukt fatamorgana.
Attituderelativist. Kamæleon.
Glædespige
Shame on me!
Lirekasseidyl… Det kan vist ikke siges bedre…. 😉
Lirekasseidyl… Det kan vist ikke siges bedre…. 😉
Dyyyyyygtig! – Go´ Blogger.
Du må hellere få et ben, og
læg dig så pænt op i kurven
glædespige 😉
Shame? Nej.
Blogwoman: Nej, ret sigende udtryk egentlig. En blanding af campingDanmark, tombola, røgfyldt bingohal og en elendig panfløjte spiller på gågaden…
Ikke så fedt!
Tekst: Vuf-vuf.
Tungen ud af halsen, halen mellem benene og mere, mere 🙂 ….
Tekst: Vuf-vuf.
Tungen ud af halsen, halen mellem benene og mere, mere 🙂 ….
Acq: Jo shame!
Fordi hun er så pisse-efterrettelig. Fordi hun hader konflikter. Fordi hun vil gøre alt, alt for meget for at få fred.
Og alligevel altid sidder tilbage med en underlig smag i munden. En slags halvbesk vrede, måske???
Can´t help it. Skammen er en trofast følgesvend 🙁
@Ballast. Igen, igen smukt. Kommer til at tænke på barnet i os, der af natur gør alt for at behage vore forældre. Det er en indbygget mekanisme der påtager sig ansvaret for forældrenes velbefindende.
Børn “samarbejder”, som det hedder. De forsøger at konfliktløse ved at påtage sig ansvaret eller lægge sig på ryggen og modtage ros for at gå ud med skraldespanden, for så er der da ro så længe.
Det er en mekanisme mange af os tager med ind i voksenlivet. Her kalder man det nogle gange bare behagesyge i stedet, men jeg tror det er samme mekanisme, der er i spil.
@Ballast. Har du nogensinde set “The Wall” ?
Kære Penpal:
Jeg kan se, hvad jeg gør. Og jeg kan se hvorfor jeg gør det. Jeg kan afsky min adfærd, og jeg kan gennemskue den
Men jeg har svært ved at ændre det. Slår mig selv – hårdt – i hovedet dagligt, pisker mig selv og håner mig selv for den fedterøvsagtige opførsel. men mit behov for at please er tilsyneladende stærkere end min rygrad???
Øv..
Og ja, jeg har set “The Wall”. Fantastisk film, men også en film der er så ubehagelig, så jeg ikke orker at gense den. Sådan havde jeg det iøvrigt også med “Holocaust” som de sendte på DR2 iaftes. Så megen ondskab, så megen urimelighed og så stor afmægtighed, kan jeg ikke rumme. Jeg går helt i sort. Må slukke…Måske fornægtelse, eller også bare en sund erkendelse af, at det ikke tjener noget formål at se noget så forfærdeligt, hvis det har sådan en effekt på mig???
Og tak fordi du altid er så omhyggelig i dine kommentarer. Du er virkelig en super-kommentator!
@Ballast. Selv tak. Ved at du er selvbevidst i ekstrem grad. Måske taler jeg også lidt til mig selv i dit skulderklaps medvind.
Elsker the Wall – dyster som den er. Især musikken har sat sig fast.
En fars fravær – afspejlet i frygt for menneskelighed og følelser. Livsforskrækkelse og eksponering. Smukt og skræmmende.
Tear down the wall … !
@Penpal … Ja, lad os rive de mure, der gør os til viljeløse slaver, dømt til ensomhed i vores egne kroppe. :o)
… Men, lad os ihukomme, at de sværeste mure at rive ned, er dem vi selv byggede op. Det vil kræve styrke, når vi skal i gang med processen. Og mod, når vi skal se hen over murbrokkerne, bagefter. :o)
Penpal:
Jeg tror altid, at man taler lidt til sig selv, så det behøver du bestemt ikke at undskylde ;-)Og murnedbrydningsprojektet tilslutter jeg mig helt og aldeles 😀
WhaggaWhagga: Ja man er som oftest sin egen værste fjende. Jeg genkender i hvert fald billedet. Og som du så smukt påpeger, er det ind imellem som om arbejdet med at møde sig selv kan stjæle kræfterne fra genopbygningsprocessen. Men så må ma jo skrue arbejdshndskerne på 😀
Jeg vinker til jer begge fra murbrokkerne 🙂
Måske er der ikke noget galt i det, der er beskrevet. Måske mangler der noget mere. Og så føles helheden som en, du selv kan elske. Jeg tænker: Er der ikke noget med, at det er mere positivt at lægge til end trække fra?
Læseren:
Den kræver lidt overvejelse. Men bærer et ptentiale, som jeg sukker lidt efter i tiden. Tænk om jeg bare skal have mere af noget fremfor at nedbryde konstant (i særdeleshed mig selv og mit jeg)
Spændende tanke..Dejlig tanke..
Måske en tanke, der for dig er værd at agere på .. ?