Louise Juhl

Feberen hænger som to lodder i mine øreflipper og tynger, den karakteristiske ringen for ørene, er der også, jeg ved ikke, hvad den kommer af feberen, men jeg ved, at jeg tænker i vildelse, lever i vildelse, jeg har ellers altid troet, at jeg havde en retning, at blive klogere, for eksempel, et bedre menneske, at blive større end mig selv, men hver gang vokser jeg mig selv over hovedet, lille lede selv, plant dog et træ, pigebarn, farv en himmel, something, noget andet end det her, at skrive, jeg vil gerne skrive til hanne, jeg vil gerne sige undskyld for at mase mig på, vedvarende at spørge til manuskriptet, jeg vil af med den bog, af vejen og derefter videre, skrive mig ind i nærigheden i stedet, den, der er på spil alle vegne, “tjen dine penge selv”-heden, “mit vi er ikke de andres vi”-heden, eller mistroen, det at ingen vil nogen noget andet end at brokke sig over vejret eller Prins Henrik, jeg vil skrive om efteraben og om bændelormen, begge snyltere på afmagten, deres spor, hadespor, “de oversvømmer os”-spor, “hvad med vores hjemløse”-spor, billige point, jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med vreden, nærigheden, bændelormen, derfor ender jeg her, under skråvæggen på kontoret øverst oppe, sniksnakkende og ude af stand til andet end at elske vedvarende og trodsigt.