Louise Juhl

I dag skal det handle om taknemlighed, tak til mit vækkeur, der ringede klokken elleve minutter over syv, sådan som jeg havde stillet det til, tak til min hund, tak til regnen for at være våd og til skoven for at være grøn, tak til Alfred Hitchcock for hans filmsprog, tak til Bjørn for hans skriftsprog, tak til mild kryddersennep for at smage så godt under skinke, tak til jorden for at være rund og til mine bryster for at hænge, hvor de hænger, tak til søen og til ænderne, der begge virker så tilpasse, tak til min mor, for at lære mig om ro og til min far, for ikke at lade det blive ved det, tak til øl for at smage godt – og til softice for det samme, tak til alle, der vil hinanden det godt, en særlig tak til mit skohorn, der så ofte hjælper mig på vej, tak til fagotten for at lyde, som den gør, tak til Robert og Kasper, mine gode legekammerater, og til Hanne – fordi, tak til æblerne, der hænger og modner og også en tak til himlen – for ikke at være en kat.