Louise Juhl

Alt ved ham var omvendt, han drømte for eksempel altid om ekstremt realistiske ting, mens han, når han var vågen, læste historier i illustreret videnskab om liv på Mars eller søgte på nettet efter litteratur om tidsrejser, han arbejde om aftenen og stod derfor først op over middag, så spiste han mossede bananer med knuste småkager som müsli og spillede computer imens, han havde en kat, jeg tror, det var den eneste, han var fortrolig med, mig fortalte han også alt, lige pånær det med de andre, han knaldede, en morgen vågnede jeg og kunne ikke få vejret, min hals føltes tynd som et sugerør, jeg kunne ikke hive nok vejr ind, uanset hvor meget jeg forsøgte, og det peb når jeg pustede ud, så kogte han noget vand, tilsatte en hel flaske homøopatiske pebermyntedråber og hældte i et fad, sagde, at jeg bare skulle holde hovedet ind over vandet, så lagde han et fugtigt viskestykke henover mit baghovede, “kan du mærke, hvordan det giver dig luft,” spurgte han, jeg kunne ikke mærke andet end at mine øjne løb i vand, så var det, at han tog mit ansigt og pressede ned i det stadigt varme vand, holdt det dér i måske ti sekunder, jeg nåede ikke at tænke, før han slap han, trak mit ansigt op med en voldsom bevægelse, jeg hev efter vejret, ind og ud og ind og ud, “se nu kan du trække vejret igen,” grinede han og gik ud og varmede et par madpandekager i mikroovnen, “vil du også have en,” råbte han, jeg løb ud og kastede op på toilettet, “er du sur???,” spurgte han, da jeg ikke svarede.