Qfortællinger II
by Louise Juhl Dalsgaard
Igen i dag var jeg i QHuset i Gellerup i forbindelse med ATLAS OVER AARHUS. Her mødtes vi en gruppe af kvinder for at skrive og tegne, hvad vi kunne tænke os af fremtiden, og for at snakke om, hvad vi selv – helt konkret – kan gøre, for at opnå noget af det. Der kom bud om alt: fra at besøge den ensomme ældre dame på 1.etage, til at lave fællesspisning i blokken, involvere sig i politik og sige højlydt fra overfor uretfærdighed.
Blandt deltagerne var en afghansk kvinde (hun er ikke med på billederne), født samme år som mig, som endnu ikke talte dansk. Hun forklarede, at der ikke var andre afghanere i området, at hun savnede nogle at tale med, og at det var meget udmattende hele tiden at være blandt mennesker, man ikke forstod. Hun var træt meget af tiden, fordi hun anstrengte sig sådan for at forstå – bare lidt. Alligevel mødte hun frem for at gøre sit bedste. Sidste gang tegnede hun en meget, meget smuk blomst, som symbol på frodighed, på natur og på skønhed, som er ting, hun kunne ønske sig mere af i verden. I dag kom hun så og viste mig, at hun siden sidst havde taget mit skriftlige oplæg (på dansk) med hjem, havde fået sin yngste datter til at oversætte det, hun havde så (på farsi) skrevet sine svar, og datteren havde oversat til dansk. Sådan! Men ikke nok med det: I dag var hendes ældste datter så taget med moren for at høre om vores projekt og for at tolke, så moren igen kunne bidrage med såvel ord som billeder til den bog, som vi i september vil tage med til Christiansborg og forære politikerne.
Det kalder jeg engagement, det kalder jeg ildhu, det kalder jeg kvindekraft! Og ja, hun var træt bagefter, og stadig lidt alene, men hun kæmpede. Og er du åndssvag, hvor jeg har respekt for hendes bidrag, Tak, Shariifa. Og tak til alle jer andre, der kom, jeg bliver simpelthen så fortrøstningsfuld på verdens vegne, når jeg er sammen med sådan nogle som jer!
href=”http://destory.dk/wp-content/uploads/2016/08/Qfortællinger-4.jpg” rel=”attachment wp-att-13823″>