Louise Juhl

Skanderborg er hverken stadionkoncerter eller anglificeret slang. Ikke fængsler eller Bilka. Skanderborg er ikke satspuljeramte fordomme, ikke e-cigaretter eller parallelsamfund. Skanderborg er ikke ø-lejre, strandbeskyttelseszoner eller keramikerlaug med særlige logoer. Skanderborg er ikke innovative supermænd eller kapitalfondslogik for de udvalgte få.

Skanderborg er ikke “survival of the hippest”.

Skanderborg er et vilkår, der er til at leve med. Skanderborg er en sø og en kirke, der engang var et slot, og et opland, der vinder på distancen. Skanderborg er parkeringspladsernes paradis, landets smukkest parkerede biler.
Skanderborg er en festival, for hver idé, der fødes. Skanderborg er en velmedicineret kronisk patient, en peacemaker i hjertet. Skanderborg er et privilegium, ingen bryster sig af; et faktum, der aldrig er fastslået. Skanderborg er en broche: et akavet arvestykke med personlig affektionsværdi. Skanderborg er et midterbarn, for lille til at være stor og for stor til at være lille. En utilpasset by og tilpas som sådan.

Skanderborg er en perle for et svin; et eventyr, ingen tror på.
Men hvad gør det, når det ender lykkeligt?