Louise Juhl

Der er alligevel meget, der ikke er, som det var engang. Dengang jeg hver morgen vågnede og vidste nøjagtig, hvad dagen bestod af – at fylde tiden ud, som en plombe i en stor rådden tand. Og det er fint nok med plomber, men de er jo ikke meningen med tænder, hvis man ellers kan tale om meningen i den sammenhæng.
I mange år var jeg altså en plombe i min egen mund eller et kæmpestort holdkæft-bolsje, mine vågne timer brugte jeg på hård motion og med at planlægge alt det, jeg ikke måtte spise. Ingen æg, ingen stivelse, ingen frugtsukker, ingen fedt, ingen ting, og ja de var virkelig noget gedigent lort, de år. Heldigvis mødte jeg M, det var i 2006, og det er helt vildt banalt, tjubang og ja-hat og mod til at erstatte holdkæft-bolsjet med kys og hive den rådne tand ud. Men altså det jeg kom i tanke om, fordi jeg læste et blad med en artikel om vine fra Toscana, det er, at ikke så længe efter, at vi havde mødt hinanden inviterede M mig til Firenze. Vi skulle bo på en lille vingård – eller nærmere i et tilhørende anneks bygget i sten – og med oliventræer og vinstokke overalt. Det var i starten af april, og jeg var helt rundtosset af kærlighed og sagde ja, selvom det ikke kunne lade sig gøre, eller rettere: Jeg kunne ikke lade mig gøre. Ikke uden mine systemer, for hvordan skulle jeg lykkes med at få lige nøjagtig de mængder mad, jeg tillod, hvad med min livsnødvendige sport? Og så skulle vi være sammen fireogtyve-syv, hvilket ville betyde, at M skulle opdage, at jeg var både sær og uudholdelig, og, og, og. Men altså den kærlighed, jeg tog afsted. Vi var de første besøgende den sæson, og huset var iskoldt, stenene havde ikke været varmet op siden sommeren, og da vi tændte op i pejsen, viste det sig, at spjældet var lukket, så hele huset blev fyldt med røg. Total panik og brandslukning og hvad nu? Vi endte med at lægge os i soverværelset, under dynerne for at holde varmen. Det var før de bærbare pc’ers storhedstid, så vi spillede spil og kiggede på landkort, og når en af os skulle tisse, løb vi alt, hvad vi kunne og skyndte os retur, hvor den anden lå parat med løftet dyne, så vi kunne haste tilbage til hinanden og varmen. Efter sådan en tur havde man fortjent både at få nusset tæer og nulret næse. Dagen efter fik vi fat i udlejeren, han hed Christiano, og var en, i enhver henseende, farverig personlighed. Han var tegner og underviste på en kunstskole i en eller anden kystby, en fantastisk historiefortæller, DER havde oplevet alt. Han var også altid en lille smule fuld, hvilket var temmelig nervepirrende, når han kørte os rundt på de smalle bjergveje og gestikulerede med arme og ben, mens hans kone bekymret overtog rattet fra nabosædet, så vi ikke kørte af vejen. Men Christiano (eller måske var det hans kone) fik åbnet spjældet, og vi fik varme i huset, og vi spiste tapas-ting, fordi det var det eneste, jeg kunne overskue, og drak grappa og limoncello og M drak ægte italienske vine, som han holdt inde i munden i, hvad jeg oplevede som, flere minutter, før han sank det og sagde “aaaaaahhh.”
Men der var jo stadig det med motionen. Den nærmeste by bestod af fire plankehuse og et tvivlsomt kioskudsalg, og ingen havde nogensinde hørt om fitness. Så var der naturligvis Firenze, små femogtyve kilometer væk, men trafikken var et mareridt og parkering var uladesiggørlig, så det endte med at jeg måtte tage løbetøjet på og begive mig ud i bjerglandskabet på egen hånd. De der kender mig ved, at jeg er fuldkommen retningsblind, jeg har ingen fornemmelse for hverken højre eller venstre, og løber jeg i en cirkel, støder jeg ind i mig selv. Godt nok ejede jeg et af de allerførste garmin-ure, der kunne vise kalorier, hastighed og distance men ikke et kort, så da jeg opdagede, at jeg var faret vild, kunne jeg læse, at jeg havde løbet 8,3 kilometer og forbrændt 337 kalorier, og hvad skulle jeg bruge det til? Det begyndte naturligvis at pisregne, og der stod jeg uden udsigt til hverken biler eller huse, så jeg løb videre, og traf efter endnu et par kilometer et hus, hvor jeg ringede på. Men jeg kunne ikke italiensk og de kunne ikke engelsk, så det endte med, at de stak mig en paraply og lukkede døren. Så løb jeg sjaskvåd videre- nu med paraply – i virkelig lang tid, indtil en bil standsede. Manden i bilen klappede på sædet ved siden af sig, og jeg var sådan lidt “hvad er han ude på”-agtig, men tilpas desperat til, at jeg satte mig ind. Vi fik talt os så meget til rette, at han forstod, at jeg var faret vild, men der var det lille aber dabei, at jeg ikke kendte adressen på huset, så det var et større projekt at finde frem til. Manden var afsindigt tålmodig og havde med garanti også en vis medfølelse med det sivtynde, grædefærdige apparat, han havde samlet op, men miraklet indtraf. Pludselig kunne jeg genkende gitterporten ned til Christianos vingård, og jeg hujede og råbte, “her, her, her,” og manden standsede bilen for at sætte mig af. Men måtte jo takke manden “Gracias,” sagde jeg “Multo gracias,” hvad jeg bagefter fandt ud af er spansk og forresten forkert. Jeg gjorde tegn til, at han skulle vente, og løb ned ad den lange indkørsel, ind i vores lille anneks. M var i bad, kunne jeg høre, så jeg så mig omkring og fandt en flaske vin på bordet. Ja da, tænkte jeg, enhver italiener elsker vin, så jeg løb tilbage til bilen og rakte ham flasken og mumlede “gracias, gracias” og foldede hænder som tak og nejede og alt muligt. Manden i bilen så på flasken, men gjorde tegn til, at det var alt for meget, rustede på hovedet: det skulle jeg virkelig ikke. Men jeg insisterede, han havde jo lige reddet mig liv, cirka, og efter flere minutters frem-og-tilbage-hed tog manden imod og smilede og fingerkyssede, “ciao.” Jeg gik tilbage til M, og fortalte om den forfærdelige oplevelse og om den lykkelige slutning, og M var så glad og trøstende. Lige indtil jeg kom til dét med vinen. “Hvad for en vin?” spurgte han, og jeg forklarede, at jeg havde taget den flaske vin, der havde stået på bordet, og M sagde bare “Nej, vel?” Jeg blev et øjeblik nervøs for, om det var gift, jeg havde foræret manden. “Det var den vildeste Brunello,” forklarede M, og så pludselig virkelig trist ud. Det viste sig, at være en meget, meget dyr og sjælden vin, som det var lykkedes M at opstøve i en lille lokal biks, og som han havde glædet sig til at drikke lige siden han blev født, omtrent. Og det hele var både meget øv og meget, meget sjovt, og M mener stadig, at der bor en mand i Italien, som må kunne huske dengang, han scorede den fedeste flaske rødvin på at samle en paraplybærende, spansktalende dansk løber op ude midt i ingenting. Ferien endte forresten med at M blev hundesyg den dag vi skulle rejse hjem. Vi havde lejet en Alfa Romeo, som kun M kunne køre og bilen fik en kæmpe bule, fordi vi var sådan i panik for at nå et fly i Pisa. Sådan en Alfa Romeo er ikke den billigste bil, og vi forestillede os, at vi ville få en kæmpe regning, men endte med at betale 500 kroner, hvilket var uforholdsmæssigt billigt. Sådan er vi så heldige, især med hinanden, jeg er stadig helt rundtosset af kærlighed her ti år efter.