Louise Juhl

Men udover at novemberen er sket, så er jeg landet i min krop igen. Her. Men der er noget, der har sat sig fast under mit højre skulderblad. Jeg tænker, at det er en snog eller en salamander måske. Uanset hvad det er, er det helt stille, smerten, skulderbladsknoglen, ja selv armen er holdt op med at rasle.
Jeg har det bedst udenfor, i efteråret, mellem alle de nedfaldne blade, der ligger og rådner og formulder. I dag hørte jeg et program om og med Tom Malmquist, om hans roman “I hvert øjeblik er vi stadig i live.” Det er en autobiografisk roman om et forløb i 2012, hvor han på bare 14 dage både når at blive far til et præmaturt barn og at miste barnets mor til akut leukæmi. Alt i romanen er registreret minutiøst, som en slags journalnotater. Han fortæller, at det er en måde at komme helt tæt på en sorg, han ellers ikke kan bære. At registrere, sanse, uden at “gå med” følelserne derhen, hvor de går i stykker.
Tom Malmquist fortæller, at den dag hans kone dør, ønsker han brændende at kysse hende på munden, tage afsked. Men han gør det ikke, måske en slags ærefrygt, hvem ved? Han ved det ikke selv. Da han 14 dage senere skal begrave ønsker han at råde bod på sit manglende kys. Det har på de 14 dage overrasket ham, hvor fysisk hans sorg har givet sig til kende. Det er ikke hendes væsen, hendes ømhed eller hendes kærlighed han savner, men duften af hendes parfume, hendes hænder om et krus, hendes hår. Hendes mund i et kys. Bedemanden siger til ham, at det ikke er en god idé, det med kysset. Hendes forrådnelse er allerede så fremskreden, at hans kones ansigtshud har løsnet sig og hendes mund er opløst. Så hurtigt kan sorgen blive konkret, fysisk, at vi ikke længere kan kysse en mund. Så hurtigt kan sorg blive en snog eller en salamander under et skulderblad. Da jeg var i sommerhus sad jeg en dag på en plaid i skoven og tænkte, at her ville jeg kunne rådne op, uden at det ville være forgæves. Det var ikke udtryk for et dødsønske men for en konstatering, et fysisk og biologisk faktum. Vi skal alle blive skov en dag, det er en fin trøst. Det er også dét, jeg mener, når jeg siger, jeg er landet i min krop igen, måske er det smerten under mit højre skulderblad, der forhindrer min mund i at gå i opløsning?