Louise Juhl

Det er november og jeg gør, som jeg plejer. Drikker kaffe, tjekker mails, jeg børster tænder. Det er et godt sted at starte, med tænderne. Renlighed og omhu. Bagefter tager jeg bilen på arbejde. Der er kø på motorvejen, jeg tilpasser farten, skifter gear, har begge hænder på rattet.
Det kommer altid bag på mig. Alt det jeg gør, som fungerer. Hver dag tager jeg bilen på arbejde, præcis som hvis jeg var sådan én, der havde en bil og et arbejde. Når min telefon ringer, svarer jeg: “Det er Louise.” Jeg kunne svare “Dorothy” eller “Ingegerd”, men det fungerer bedst med Louise.
I går var jeg ved skomageren med mine støvler, det er sådan nogle træskostøvle-agtige ting, “Bumper”, hedder de. Det var den venstre skosnude, der trykkede på min storetå. Jeg spurgte manden bag disken, om han troede, det var noget, han kunne hjælpe med? “Det læder, det trænger til fedt og menneskehænder”, svarede han. Han havde tydelige grå hår ud af ørene. Jeg ved, at det er urimeligt, at jeg bemærker den slags.
Han masserede støvlelæderet, han mættede det med tyk brun fedt, han bankede på snuden indefra med et stumpt metalredskab. Imens stod jeg og stirrede på de mange grå hår, der stak ud af hans ører.
Det tog ikke engang ti minutter. “Nu tror jeg ikke, de trykker mere,” sagde han så og langede støvlerne over disken.
Han havde ret. Mine støvler sidder fint nu, der er ikke noget, der klemmer.
Tænk sig, fedt og menneskehænder. Nogle gange er det alt, der behøves.