Louise Juhl

De lægger en plan for min vægtøgning, og fodrer mig hver fjerde time gennem en sonde i halsen, væsken er tyk og kølig, det er et chok hver gang, den rammer mavesækken, en af sygeplejerskerne spørger, om jeg foretrækker maden med vanille- eller jordbærsmag, jeg forstår ikke spørgsmålet, tvang med smag af vanille eller jordbær, who cares?, efter nogle uger kan jeg tælle mere end én hage, og efter en måned får jeg små liggesår af at skrabe min krop mod lagnets folder, jeg bliver bange, råber op, forklarer sygeplejersker og læger, at de må standse med at fodre mig, at jeg allerede har overskredet min idealvægt med mange kilo, de siger, at min reaktion er symptomatisk, at en forvrænget kropsopfattelse er en del af anoreksien, at mine indsigelser skyldes angst for kontroltab, de beder mig om at stole på dem, forklarer mig, at der kun er een vej ud, og at det er igennem, de beder mig om min tillid, vi er eksperterne, siger de, og jeg gør, som de beder mig om, læner mig tilbage og lader mig fede op, den eneste afveksling undervejs er, når jeg taler med sygeplejerskerne, vi taler om alt, hvorfor køer har fire maver, for eksempel, det meste af tiden taler vi om, Mette, en patient der lider af bing eating disorder, tvangsoverspisning, jeg kan forstå, at Mette er meget syg, hvis ikke hun får den mad, hun forlanger, bider hun sig selv til blods, suger af blodet som en vampyr, selv hendes sko er enorme, størrelse 49, lægerne laver sjov med hende: “hun stinker af urin og døde hudceller”, griner de, og jeg ler med dem, noget skal tiden jo gå med, så jeg griner og sir’: “nogen har for lidt og andre alt for meget”, mens sygeplejersken hælder sondemad med vanilleduft gennem min hals, det er først længe efter udskrivelsen, at jeg møder Mette helt tilfældigt, vi giver hånd, hun har tabt sig – modsat mig, stadig præget af de mange overflødige kilo efter tvangsoverfodringen, jeg spørger, hvordan det går, hvad hun laver, Mette siger, at hun har uddannet sig til diætist, at hun er konsulent på hospitalet, hvor hun udregner ernæringsbehov for anoreksipatienter, ok, siger jeg, vi går hver til sit, da jeg vågner, har jeg bidt min hånd til blods, jeg lægger mine læber mod såret, suger for at standse blødningen.