Louise Juhl

Lige nu læser jeg Hesselholdts Vivian, hun skriver med blikket rettet allevegne hen, nogle vil kalde det ufokuseret, jeg er helt anderledes fortryllet, det er som en nyfødts øjne, alt skal opleves, lagres, mærkes, som var det første gang. Et håndtryk, et stykke banan i mundhulen – blødt og sødt og æggende, oplevelsen af ikke at kunne bunde, orgastisk.
At se alt er en umulighed, og lige netop derfor gør Vivian forsøget. Kun det umulige er værd at gøre. Spørgsmålet er ikke, hvad den blinde ikke kan se, men hvad det er, vi ikke kan se, at den blinde ser.