Louise Juhl

Det startede med, at jeg beundrede Pippi Langstrømpe, selvom jeg vidste, at hun bare var opdigtet. Ingen hedder jo Pippilotta Viktualia Rullgardina Krusmynta Efraimsdotter Långstrump i virkeligheden. Senere læste jeg Ronja Røverdatter, om troldepigen, der stiller sit eget liv i pant for en ven. Da jeg var 18 læste jeg første gang Dinas bog af Herbjørg Wassmo og græd som pisket, fordi jeg for første gang læste om en kvindes begær: På een gang hæsligt og elskeligt og grusomt og sindssygt. Nogle år senere fik jeg Suzanne Brøggers Tone foræret, et kvindekvad til alle trængende kvinder i trange tider. Om en kvinde, der fylder “for meget”, og dermed minder mennesker om, hvad de kan fylde og hvad, de kan rumme. Jeg elskede Tone, hendes mod til at bryde sammen og hendes vilje til at rejse sig igen. For nylig har jeg så læst Kamilla Hega Holsts bog RUD. Her undslår den kvindelige hovedperson sig også stereotyperne, der – uanset hvor meget vi taler om ligestilling, kvindefrigørelse osv – stadig findes: Kvinden som den skrøbelige, den opofrende, den moderlige. Den, der passer på og drager omsorg. Også Kristina Stoltz roman “Som om” e rinteressant. Her får den kvindelige hovedperson en øjensygdom, hun kalder den for “skyen,” og skriver: “”Efter at skyen landede, er det blevet lettere for dig at være gift med mig. Min hjælpeløshed gavner hele familien.” Skræmmende tæt på sandheden, det er så nemt at tæmme de hjælpeløse.
Christina Hesselholdt, portrætterer i bogen “Vivian” den amerikanske fotograf Vivian Maier, der fravælger mand og børn til fordel for sin interesse for fotografi. Vivian Maier tjener til livets ophold som barnepige, men det beskrives i bogen, hvordan hun ad flere omgange prioriterer et godt motiv fremfor børnenes ve og vel – meget atypisk vores forventning til kvinden som omsorgsgiver. Det er ikke fordi, jeg vil anbefale svigt af børn, heller ikke at nogle kvinder – som Dina i Dinas bog – begår mord. Men jeg synes, det er skide vigtigt, at de her bøger findes. Bøger om kvinder, der opfører sig “upassende,” eller i hvert fald atypisk i forhold til normen. Kvinder med et destruktivt begær, kvinder, der ikke drømmer om hverken mand eller børn, kvinder der pisser stående. I det hele taget kvinder, der langt fra er som Florence Nightingale, Mother Theresa eller Jomfru Maria. Der findes så mange fede, tankevækkende kvindeskildringer i litteraturen, jeg har nævnt tre af de seneste danske, der findes mange, mange flere, og jeg kan kun anbefale at bruge sommeren i selskab med dem.