Louise Juhl

For tiden underviser jeg på Kultur På Recept. Kultur på Recept er et frivilligt tilbud til langtidssygemeldte, og et supplement til de mange obligatoriske forløb, man ellers møder på jobcentrene rundt omkring.
Det er en skidegod idé. Deltagerne er her frivilligt, og det mærkes: de er engagerede og glade for at være sammen om noget andet end at “præstere” eller “komme videre.” Her skal de ikke nå noget, der er ingen dagsorden udover at have det sjovt med at skrive og læse. Her er plads til at gøre ting, der ikke er målrettede eller effektive: At undre sig. At tvivle. At være forvirret. Her virker det ikke dumt at “spørge dumt,” tværtimod. Vi snakker om alt mellem himmel og jord. Og skriver om nogenlunde det samme: Om flæskesteg og firben og om, hvordan farver ville lyde, hvis de var “født” som toner eller sprog (grøn ville tale norsk og læspe en smule!) Vi skriver fiktive datingprofiler, ser youtubevideoer med Gustav Salinas og prøver at være loyale overfor det, vi ser og hører. Altså hverken karikere eller udstille, men portrættere.
Næste gang vil vi bruge Maja Lee Langvads “Jeg er vred” som skabelon for at rase igennem. Og lade os inspirere af Mayse Aymo-Boots “Spørgsmålene” til at stille umulige spørgsmål, det glæder jeg mig til. Er allerede tyvstartet en smule:
Er primtal mere ensomme end andre tal? Hvornår er noget vigtigt? Hvem har opfundet det bløde D?