Louise Juhl

Jeg har lige været på kursus i 4 dage, kun en spytklat fra havet, iihh der var så fint ved Saxild strand. Kurset var en praksisuddannelse til læseguide, som Læseforeningen tilbyder; en praksis, der i al sin enkelhed går ud på at få mennesker til at læse og til at tale sammen om det, de læser. At deltage i guidet fælleslæsning kræver ikke andet end ører at lytte med. Det forudsættes altså ikke, at man er belæst eller har andre særlige kundskaber, kun lyst, mod og vilje til at være sammen om at læse og til at møde både tekst og gruppe med et åbent og nysgerrigt sind.

Det var nogle forrygende dage. Hårde og lange dage, men mest af alt var de sjove, inspirerende og øjenåbnende. Vi kom omkring det meste – fra valg af litteratur, tekstforberedelse og gruppedynamikker til spørgsmål som: Serverer man kaffe? Er stearinlys upassende? Hvad med pauser undervejs? Og hvad gør man egentlig, hvis en deltager synes, at dagens tekst er lige til at lukke op og skide i?

Vi var 16 på kurset, alle havde medbragt to tekster, fra Judith Herman til Tove Jansson og fra Benny Andersens milde kærlighedsdigte til Bjørn Rasmussens vanvittige – men mindst lige så kærlige – digt om det kyllinlyklige. Jeg hørte Wislava Szymborska på norsk og Robert Frost udsat for kor. Og altsammen: Judith, Tove, Benny, Bjørn, Robert og Wislava – gav fuldkommen mening. Hvilket ikke betyder, at jeg nødvendigvis forstod det hele. Det er nemlig den smukke pointe ved guidet fælleslæsning: Det handler ikke nødvendigvis om at forstå, men om at være sammen – også om det, vi ikke forstår.

Jeg glæder mig sådan til at komme igang.