Kniplerne

by Louise Juhl Dalsgaard

For noget tid siden fortalte jeg, at der, på den aftenskole jeg er leder af, er et kniplehold, der har eksisteret næsten lige så længe, som jeg har levet. Det er Grethe, der underviser, hun er uddannet fra fire håndarbejds- og husholdningsskoler, har undervist på et hav af højskoler, nu underviser hun så 8 damer i håndarbejdslokalet på Stilling skole. I dag var jeg forbi, fordi Grethe synes, det var så trist, at vi slet ikke havde hilst på hinanden andet end i telefonen (Grethe bruger ikke email), derfor havde hun inviteret mig på kniplekaffe, og jeg havde naturligvis takket ja. Og sikke en fornøjelse: 8 vildt dedikerede, disciplinerede, trofaste kniplere ved hver deres kniplebræt. Jeg gik på runde, hørte om lærredsslag, dobbeltslag, halvslag og jegskalgivedigslag, én var ved at kniple en strømpeholder til sit barnebarn, der skulle giftes, en anden var ved at kniple et dukkehus (ja et dukkehus INKL. interiør), så var der Solvej, der, udover at kniple, er vild med at hugge i sten, og går til stenhugning hos Kaj hver tirsdag, hun var igang med at kniple et bogmærke med uglemotiv. Grethe selv? Ja hun viste mig, hvordan hun lige havde færdiggjort et kniplet halssmykke med guld- og kobbertråde, som i kan se her, så fint, så fint. Jeg fik kaffe, hjemmebagt limerand og lune kærnemælkshorn, og alle knipledamerne var så søde ved mig, de spurgte ind og gav helt urimeligt mange komplimenter, de tegnede og fortalte om mønstre og værktøjer. Da jeg gik, fik jeg det fineste lille påske-vinduesophæng med mig hjem – naturligvis kniplet – som tak for besøget. Sådan blev en blæsende januartorsdag til en lille lykkelighed, hvor er det dejligt, at der findes den slags: Håndarbejde – og håndarbejdere ikke mindst❤️