Louise Juhl

Jeg er ved at forberede et læse-skriveforløb, hvor et af de temaer, vi skal omkring, er sorg. Jeg sidder derfor og læser skønlitterære tekster om emnet, og det slår mig, hvor ufattelige mange udtryk, sorg kan have.
Jeg havde engang en kæreste, jeg var sammen med alt for længe. N hed han. Hans mor hed Anne Grethe, men blev bare kaldt AG. Hun gik altid i stramme sorte læderbukser, der fik hendes magre krop til at se endnu tyndere ud. Hun drak alt for meget og spiste alt for lidt. Om det var en spiseforstyrrelse, hun led af, eller om det var alkoholen, der dæmpede hendes appetit, ved jeg ikke. Hun kunne i hvert fald sjældent overtales til at spise noget, med mindre N gik den lange vej fra ottende etage i højhuset i Horsens, ned ad alle trapperne, forbi Rema 1000 og hen til Pølse-Arne, hvor han bestilte en cowboytoast. En af dem, der er pakket ind i gennemsigtig plast med et Steff Houlberg logo udenpå. Han fik Arne til at varme toasten i mikroovnen og pakke den ind i otte servietter, så den kunne holde sig varm, indtil N igen var tilbage på ottende. Her ventede han, imens AG slog sine fem kæder fra døren: “Uhm” sagde hun, når han stak hende toasten, så tog hun en bid, lukkede N ind, tog en lille bid mere og levnede resten med ordene “Nu har jeg vist fået så hatten passer, ” som var det eneste udtryk, hun kendte.
N sagde tit til mig, at den eneste grund til, at han blev ved at med se sin mor, var, at han elskede hende en lillebitte smule mere, end han hadede hende.
Jeg ved ikke, om han talte sandt, men da AG døde, gik han helt i stykker. Altså fuldkommen. Han stod ikke op, han svarede ikke, når jeg talte til ham eller når telefonen ringede, han spiste ikke andet end Codeintabletter, som han havde et hav af, selvom hans læge nægtede at udskrive dem. Til bisættelsen måtte jeg helt bogstaveligt hive ham ind i kapellet – ikke fordi han ikke ville med, men fordi han ikke kunne klare at gå derind – og i flere måneder måtte jeg handle, lave mad og sørge for at tale med hans fagforening, der ville vide: “Hvor længe forventes N at være sygemeldt. Måske trænger han bare til at komme i gang?”
Da han begyndte at få det bedre, (det vil sige stå op spille computer, som var hans primære livsindhold, når ikke han var på arbejde), spurgte jeg, om han savnede sin mor. Han svarede mig, at han savnede hendes lange, grå, uvaskede hår, de slidte læderbukser. Han savnede, at hun glemte sine aftaler, og at han hver gang måtte vente forgæves på, at hun ville ringe og undskylde. “Jeg savner endda, at hun altid kaldte mig B, selvom jeg hedder N, men allermest savner jeg, at jeg ikke kan hade hende mere. Hvad fanden skal jeg nu stille op med mit had?”
Jeg tror ikke, at det, N savnede, var sin mors svigt, men jeg ved, at det var sådan, han mærkede det. Sorgen kan være både rasende og brutal, lammende og manisk. N’s sorg lignede had, men den duftede af kærlighed og cowboytoast.

det er dét, litteraturen kan – den kan lade os se mærke og opleve gennem andres øjne, og det tror jeg, er den vigtigste vej til at forstå hinanden. Og sig selv.