Ulysses superlight vol. 4 (eller omskrivning)
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg ender blindt, når jeg søger. Misforstår vejen, som et middel til målet.
Sandheden er uvæsentlig. Skønheden er det interessante. Og ækelheden. Ondskaben. Fordi det peger. Udover det, der er. Skaber. Noget, der bliver.
Ikke sandt. Ikke til at leve med.
Men virkeligheden er ligeglad. Med et Mig og et Liv. Virkeligheden bare hamrer derudaf i al sin uglamourøse skønhed. Dét er vejen. Uden mål og med. Det er alt, hvad der er.
Så jeg må skrive. Mig ud af mig.
Ind i dig og livet med småt. Og alt andet.
Eller lade mig skrive. Om. Måske.
Hvem skal så skrive dit liv?
Andre kan jo skrive om dig. Men næppe med så meget ballast.
Kære Gaffel og Læseren:
I skal begge være så hjerteligt vekomne. Så kan i frit skabe en begyndelse og en slutning. The hard part er det i midten. Det fungerer sgu slemt skidt ind imellem, når jeg selv instruerer…
Men man kan både skrive OM. Og SKRIVE om. Det første venter på min egen genfortolkning. Det andet om alle andres.
Jeg overlader det trygt… 😀
Virkelighed eller meningsløshedens marionetteater, dukkeføreren trækker i tilfældighedens tråde, så dukker danser en sælsom menuet, men hver dukke har en saks…..
Kære ballast
Tusind tak for besøget på min side og din store ros. Nej jeg kender ikke Halfdans “Den blå elefant”, hvor kan jeg finde den??
Fantastisk! 🙂
Fantastisk! 🙂
Kære Rimkogeren:
For mig er det ikke saksen eller manglen på samme, der er problemet. Problemet er evnen til at stå på egne ben. Danse. Opfinde en mening og en retning, hvis jeg fravælger den – til tider grusomme – tilfældighed…
Mht Halfdans remse, ved jeg rellt set ikke hvad den hedder, men den lyder som følger:
Ude i den blanke å
mellem siv og planter
gik en aften fire små
trætte elefanter
Lige ud for Frederiksdal
hvor der er en sluse
mødte de en kæmpehval
i en ternet bluse
De var trætte af at gå
havde ondt i halen
tog en rød pyjamas på
og faldt om på hvalen
(Halfdan Rasmussen)
Han er da fantastisk ham Halfdan 😀 !!
Søde Maria
Fantastisk….skidt? Grusomt? Godt..? 😉
Håber det sidste, men ved også at ord og sprog ikke nødvendigvis skal vise skønheden, men dét, der nu engang er. Og det kan jo godt være fantastisk…tragisk???
Tak fordi du kom forbi… 😀
Jamen Ballast da, TUSIND TAK.
Halfdan er som næsten altid herlig. Her er så, hvad der videre skete:
I timevis fire elefanter små
sødt småsnorkende lå
på hvalfiskens bløde hale,
Ved morgentide hvalen sagde: ”Stop.
Små venner, det er på tide at stå op!
Nu lader jeg morgenhanen gale!”
Men tænk, de små putter fortsatte deres lur.
Nu blev hvalfisken en lillebitte smule sur.
Greb mobilen og sms’ede bud
efter en ven, som hedder Knud.
Han er en munter lille mus,
som med eksprestogsfart forlod sit lille hus.
Han kom, og 1-2-3, han gik i gang
med en munter musemorgensang.
Ej man kan sig tænke et bedre elefantervækkeur,
og vupti var det slut med elefanternes morgenlur.
Rimkogeren
Virkeligheden pakker os ind
i ligegyldigheder,
indtil vi dømmer dem
bemærkelses- eller seværdige.
Indtil vi tør føle den.
Indtil den tages ind.
Og ser, at vi kan skabe den.
I nyt og anderledes lys.
At det er ok
at vi ikke bestemmer
over farverne,
men bare elsker dem.
Livet skrives om.
Måden at betragte det på.
Frisk ånde,
frisk pust.
Skoene på.
Op ad trappen,
hen ad vejen.
Om igen.
Dejligt, dårligt,
dejligt…
Ikk?
Rimkogeren:
Med sådan en morgenhymne er det en udsøgt fornøjelse at stå op. Også for en træt elefant 🙂
Tusind tak…
Kære Penpal:
Jo livet er dejligt!
Det er ikke dét, som sker, der er svært. Det er ikke måden, hvorpå det sker. Eller hvorfor..
Det er bare det manglende filter, der af og til lader virkelighedens syre svide i ubehandlet sjælekappe…
Måske jeg derfor har så svært brug for at skrive. Så bestemmer jeg selv handlingen. Hvad. Hvornår. Og hvor længe…Før jeg igen trækker mig tilbage 😉
skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive, skrive,skrive, skrive, skrive…..ahhh, det var straks bedre 😀
@ballast. Pudsig betragtning. Jeg bruger pennen både som filter og som afdækning af det fortrængte eller forsmåede. Ved aldrig rigtigt hvornår min spaltede virkelighed samles og deles.. 😉
Beolog:
Netop. Hvad mere er der at sige…netop!!!!
Penpal:
Når jeg skriver, træder jeg ud af den umiddelbare smerte/glæde/oplevelse og kan forholde mig min egen (u)virkelighed. Det er ikke nødvendigvis smertefrit, men det er lidt ligesom med skoven og træerne: Den (skoven) er svær at se, når man står midt i den…
Gennem skriften, kan jeg se. Igen
Fantastisk at man kan skrive sig til tanke. At man først rigtig ser, når man skriver. At ting, der ikke hænger sammen – bliver sammensat, når det rammes af ord.
Et hjerte der skriver….
Blogwoman
Kære Blogwoman:
..men også lidt tragisk, for det betyder jo T den ufiltrerede hverdag kan virke så massiv i sine indtryk, at man af og til må træde tilbage. Ud af. Og deri opstår jo et savn, som skriften – uanset sin øjenåbende karakter – ikke kan dække…
Afstanden. AV-standen 😀
Knus Ballast