Louise Juhl

Jeg holder utroligt meget af Judith Hermanns novelle “Digte” fra samlingen “Lettipark.”
Det er en ganske kort fortælling om en far. Fortællingen starter sådan her: ”Jeg besøger min far en til to gange årligt,” og videre:
”Min far bor i en lille bitte lejlighed, der er stuvende fuld og ufremkommelig. Det er en lejlighed, hvor der egentlig ikke er plads til min far…..” man hører ikke direkte om faren, men om hvordan han bor, alligevel får man som læser en klar fornemmelse af, at noget roder her, at det er trangt med pladsen. Endda så trangt, at der – i flere betydninger – ikke synes at være plads til faren selv.
Først efter et par sider fortælles det, at faren er syg:
”Min far har været syg meget længe. Det bliver jeg nødt til at tilføje,” skriver jegfortælleren. “Det bliver jeg nødt til at tilføje,” – en fin tilføjelse, som jeg altid fremhæver. Den viser en sjælden og skøn loyalitet fra fortællerens side: det her ikke en fortælling om hendes “psykisk syge far”, men fortællingen om en far, der, i parentes bemærket, er psykisk syg. Så elegant kan det gøres
Vi hører, hvordan faren, under sine indlæggelser på et psykiatrisk hospital, øver sig på at læse digte.
”Han forsøgte at læse et digt uden at bryde sammen”.
Det er den eneste syssel, far og datter har sammen under hans mange indlæggelser: at læse digte, og at øve sig i ikke at bryde sammen:
”Der var dage, hvor blot en enkelt linje var for meget for ham, hvor han ikke engang kunne holde en linje ud som ”Mågerne ser alle sammen ud, som om de hedder Emma”, en linje som ”Vi sad under hvidtjørnen, til natten fortryllede os”, ville have taget livet af ham.”
Der står ikke “min var far svag og ustabil,” heller ikke “min far var uegnet til denne verden”. Det er i stedet en beskrivelse af en far, der ikke kan holde til vægten af et digt, og som læser forstår man, at hvis en enkelt linje, kan have den slags konsekvenser for et menneske, må virkelighedens brutalitet være en uoverkommelig opgave.
Jeg vil ikke afsløre, hvad der videre sker, men det er et af de mest præcise og rørende portrætter af en far – og af et psykisk lidende menneske – jeg nogensinde har læst. Judith Hermann udstiller på inten tidspunkt faren, der er ingen fingerpegen eller bitterhed at spore. Tværtimod fremstiller hun loyalt og med stor kærlighed en far, der er fanget i et indre kaos: “hvor der egentlig ikke er plads til min far.”
Jeg læser den tit højt, når jeg er ude at undervise. Så plejer jeg at slutte af med at sige, at noget af det allesværeste, ved at skrive er at være loyal mod ALLE sine karakterer. Også dem, der ikke “fortjener” det. Altid fremstille, aldrig udstille. Det mestrer Hermann.
Jeg kan ikke anbefale novellen – ja hele samlingen – nok.
Den får måske kun ét hjerte – til gengæld er det mit, og det er det eneste, jeg har, at dele ud af.