Louise Juhl

(Det er morgen. Mens jeg sov, har nogen spist en pakke kyllingepålæg og en pose tørrede abrikoser, emballagen ligger tilbage som de eneste vidner. Jeg vågner med en dyne, der er tung af nattens affaldsstoffer, står op, børster tænder. Siger hej til spejlet, der slår øjnene ned.
Om lidt tager jeg bilen til Kolding, til et seminar om ting, jeg accepterer uden at forstå, hunden skal være alene så længe: Det er værst for mig.
I aften vil jeg læse den her note højt for mig selv, sige
“Hvad sagde jeg?”
og le ad det uden overbevisning.)