Louise Juhl

Klaus siger, at det er nødt til at vende: ”Nu!”
Jeg nikker, ja.
Han siger også, at medicinen alene ikke kan gøre arbejdet, at jeg er nødt til hjælpe til.
Jeg nikker, ja.
At jeg er nødt til at stå op, børste tænder, spise min mad, siger han.
Jeg nikker, ja.
”Det er muligt, at det opleves som ligegyldige rutiner, men det er nu engang den slags rutiner, der får resten til at fungere,” understreger han.
”Resten?” spørger jeg.