Louise Juhl

Nete er vred.
De vil udskrive hende. Det er ikke dét, hun er vred over, men begrundelsen.
”De mener ikke, jeg bliver bedre, end jeg er nu.” Hun nærmest spytter ordene ud.
”Som om jeg ikke er god nok? Som om jeg må nøjesmed at være mig. Fuck dem, altså.”

Jeg svarer ikke, sidder bare ved siden af i havestolen med hovedet lænet tilbage og mine øjne lukkede. Det er solskin, men ikke varmt.
Nete fortæller mig, at hun har en IQ på 115, at hun har mere kaffe end blod i kroppen, at hun trænger til en smøg.
Hun taler hurtigt.
”Mine forældre er sgu ok, de elsker hinanden og ind imellem også mig,” siger hun så, som om en slags bevis for noget, jeg ikke ved, hvad er.
Jeg nikker, ”selvfølgelig elsker de dig.”
Det lyder, som om jeg prøver at trøste, det er ikke meningen.

Nete tager en blok frem, begynder at tegne kruseduller, så skriver hun FUCK med store bogstaver, flere gange:
FUCK FUCK FUCK.
Til sidst tegner hun en kat med knurhår og rejste ører.
”Jeg kan ikke finde ud af det,” siger hun efter lidt tid.
Jeg ved ikke, om hun taler til mig eller katten.