Louise Juhl

I anledning af Folkemødet i Silkeborg var jeg fredag og lørdag til udlån på Silkeborg Bibliotek. “Lån Et Menneske,” hed arrangementet, og det endte med at være en helt vildt god, sjov og rørende oplevelse.
Udlånet bestod af en pensioneret jordemoder, en ung Røde Kors aktivist, politikere fra henholdsvis Venstre, Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet (for en god ordens skyld skal nævnes, at alle partier var inviteret) to flygtninge og “hunden selv”, der lod sig udlåne med titlen: “forfatter.”
Det var en fantastisk oplevelse at blive “læst” af de mange spørgelystne lånere. Jeg mødte blandt andet to studerende fra STX: De havde begge matematik som hovedfag og ville vide, hvordan det kunne være, at jeg havde valgt den “sproglige linje” gennem tilværelsen. Jeg forklarede, at litteratur og sprog – meget lig matematik – søger at reducere verdens kompleksitet. Matematik gør det ved hjælp af formler og ligninger, mens litteraturen forsøger at skabe en episk tråd igennem eksistensen. “Fedt,” svarede de og lovede at gå hjem og forsøge sig med sproglige ligninger, mens jeg til gengæld gav hånd på, at ville genlæse min formelsamling fra gymnasietiden.
Jeg mødte også T og hans far. T var vel omkring de elleve år, og ville vide, hvor jeg fandt inspiration til mine bøger. Det endte med en snak om biodiversitet, udødelighed og vandrutsjebaner. T afslørede, at han pønsede på en bog med titlen “Sanitetsfængslet.” Den skulle handle om et samfund, hvor befolkningen bruger alle deres vågne timer på at afspritte hænder, fjerne uønsket hårvækst og rense fødevarer. Men alt det skidty, de fjerner fra sig selv ender i en kloak hvor et enormt affaldsmonster bor. Den æder sig tyk og samfundets affald og er til sidst så stort, at det ender med at “ligge” verden ihjel.
“Vil du være min mentor?” spurgte T, mens hans far hviskede noget i retning af “at den slags spørger man ikke om. “Det vil være en ære,” svarede jeg og skrev mit navn og telefonnummer på en seddel. Nu glæder jeg mig helt vildt til at læse T’s dystopiske fortælling, måske er der en helt ny genre på vej: Sanitetsromaner?