Ensomig #446
by Louise Juhl Dalsgaard
Der er så mange ting, vi gør, som er spildte, og endnu flere, der er mere end det, mere end bare spildte, som er ødelæggende, perfide, internering på øer, for eksempel, så mange tanker, der var bedst tjent med ikke at blive tænkt, varer, der produceres til ingen verdens nytte, ikke for at stille et behov men for at skabe ét, jeg har for eksempel lige regnet ud, at hvis jeg stoppede med at købe tyggegummi per dags dato, ville jeg den 5.december 2019 have sparet mig selv for et forbrug på 7230 kroner, penge, der i den grad er tiltrængt andre steder, hos andre mennesker, penge, der alene bliver brugt på at bedøve mine smagsløg med en absurd ringe kirsebærsmagsattrap, det peger jo begge veje, de dumme ting, de dumme tanker, det peger på dem, der tænker dem men også på os, der æder tanken om øen eller illusionen om kirsebær råt, hvis den dumme tanken nu fik lov at forblive en dum tanke i et dumt hoved, tanken om etniske øer og illusoriske smagsoplevelser, hvis ingen stemte på dem, med de dumme tanker, hvis ingen købte de intetsigende produkter, så havde hverken det ene eller det andet gang på jord, jeg taler også til mig selv.