Anger management

by Louise Juhl Dalsgaard

Nogle gange bliver det for massivt. Med mængden af spørgsmål og fortvivlelsen ved de manglende svar. Så må man bande lidt i stedet. Banke i bordet, ruske i tremmerne eller råbe i skoven. Ikke for at finde svar, men for at overdøve manglen. På svar.

Af min stadigt mere affældig samling af sanser, synes den kritiske sans at være den eneste, jeg har skærpet?! Lige sådan med mine laster. De har aldrig været konstante, nej de bare vokser og vokser. Uden at mine arvesynder er aftaget proportionelt hermed. Jeg sidder derfor med et overskud. Af skepsis, laster og synder….(Og talepres!)

Måske det med konstanter bare ikke skal tages alvorligt. Måske der er tale om relative konstanter? Relative laster? Eller en relativt konstant lastefuldhed?

Well, med alle de kritiske sanser skærpet, kløerne slebet og alarmberedskabet på højeste, tager jeg fat. Fabler om Dette og Hint i øst og vest. Uden at komme nogen vegne. Blablabla: om skam og skyld og sukkermadder, der lugter mistænkeligt. Lidt om vejret, om galaksers fødsel og himmelråbende naivitet. Spørgsmål. Uden svar.

Eller værre: en fandens masse svar uden tilhørende spørgsmål.

Så kan man for alvor tale om at finde en nål i en høststak.

Og man bruger sine livliner: Ringer til en ven (der ikke er hjemme); fjerner to af fire mulige (og efterlades med to umulige) og spørger til slut publikum, som viser sig at være udvandret i protest. Så er man virkelig på spanden. (Den spand Jochum synger om – den med hul i bunden)

Det er her man lærer ikke at spørge. Lærer, ikke at forsøge sig med svar.

Det er her man burde lære at tie. Men det gør man ikke.

Man bander i stedet. Banker i bordet til næverne bløder – bokser til sække, der ligeglad dingler ned fra loftet. Man råber og rusker og er en fandens tøs. Og lige lidt hjælper det. Sgu!

Min nu tilspidsede kritiske sans burde have advaret mig på forhånd: Kære pigebarn, der findes ingen relevante spørgsmål og slet ingen relevante svar. Og det hjælper ikke at bande over det.

Sgu, sgu!