Louise Juhl

”Lille Linda Sugekop, suger sig til moar. Så kommer mælken og Linda suger til. Så kommer sulten og Linda suger tæt. Lille Linda Sugekop bliver aldrig mæt”

Du synger smukt, mor.

Glæden kan man ikke stole på, vel mor? Alle de tænder man afslører, når man smiler, siger du. Tænder der alle falder ud med tiden. I dag blanke og hvide, snart rådne og møre – er det ikke det du siger mor?

At glæden er utilregnelig? At kroppen krummes og huden krymper. At det samme gælder lykken, ikke mor. Den krummes, den krymper. Er det ikke dét, du har lært mig.

Linda er ikke en god pige. Linda er en rådden tand, hun falder ud af mors mund, når mor smiler. Linda er utilregnelig. Hun suger og suger af mors mælk for så at vende ansigtet bort, når hun er mæt. Linda får mor til at krummes. Ikke mor? Mor var glad engang, men glæden er ikke til at ikke stole på, vel mor. Nu er mors hud krympet og kinden er ru. Det er Lindas skyld. Ikke mor? Linda er en sugekop, en sulten tarantel, en kødædende plante. Linda har suget af mor så hun er krympet, ikke?

Ikke mor?

Lykken er en skøge, jeg ved det mor. Lykken er ikke andet end bedøvende dufte, der luller os i søvn. Lykken er bare lokkende lys for enden af tunneller, man ikke vender tilbage fra. Er det ikke dét, du har lært mig mor? At at alting ender, lykken ikke mindst, ikke også mor?

Lykken er en tøjte, lykken er synet af vand i en ørken, som vi griber efter. Så folder vi grådigt hænderne til en skål, og fører den læskende væske op til munden. Og. Og?

Bluf. Puf. Pist borte. 

Lykken er en skøge. Jeg ved det mor.

Linda har lært det. Linda smiler og afslører sin beskidte mund, der burde vaskes med sæbe. Linda er en tøjte, en krympet, krybende, kravlende glædespige. Utilregnelig og rådden. Ikke mor?

”Lille Linda Sugekop, suger sig til moar. Så kommer mælken og Linda suger til. Så kommer sulten – Linda suger tæt. Lille Linda Sugekop bliver aldrig mæt”

Linda bliver aldrig mæt.

Vel mor?