Louise Juhl

Jeg må med skam meddele, at jeg altid bliver så skrækkelig skuffet, når jeg råber om hjælp! (uden ord naturligvis – istedet dette bedrøvede appellerende blik, du ved).

Jeg skuffes og fortvivles og føler mig snydt, når jeg igen og igen må erkende , at livets “rule number one” også gælder mig: Der er kun een, der kan hjælpe mig: Jeg selv! Øv!

Nu hører jeg til den del af menneskeheden, der ikke fæstner den helt store tiltro til mig selv. Eller rettere: Jeg har fuld tillid til, at jeg opfylder mine forpligtelser til omverden. Jeg betvivler ikke mine egne evner udi at overholde aftaler, påtage mig opgaver og fuldføre dem. Jeg stoler hundrede procent på at jeg gennemfører, hvad jeg bliver afkrævet, og sætter lid til min effektivitet og mit teoretiske intellekt.

Til gengæld mangler jeg fidus til min egen kunnen, når det gælder at tage vare på mig selv. Min krop. Mine behov. Mine grænser. I disse tilfælde falder jeg gang på gang igennem. Dumper. Not. Nitte. Njet. Når jeg mangler hvile, omsorg, respekt, ja så er det f….. ikke mig selv jeg skal regne med. Da er jeg ikke fem flade ører værd. Surt show. Nedtur.

Temmelig pinligt. Vanvittigt barnagtigt. Men desværre meget, meget sandt: I need some care. Råber og skriger og trygler. Haaaalllooooo. HJÆLP.

Får også megen respons. Megen omsorg. Kærlighed og velvilje og opbakning.

Der mangler bare lige en væsentlig sparringspartner. C´est moi. Jeg er min egen største skuffelse. Haaallloooo: er der nogen hjemme.

Hmmm…Så kan jeg vel lære det….(håber jeg..ja jeg gør så)