Louise Juhl

Man går i seng og står op, det gør man vel. Står op. Vasker søvnen af sig. Og drømmene. Med vand og sæbe, præcis som man skyller munden efter et ukvemsord. Eller måske ikke præcis sådan, men alligevel. Skyller efter med kaffe. Det smager bittert. Så er man ligesom klar. Og bitter. Renset for drømme og andre ubehjælpelige håb. Det er ikke fordi, der er noget i vejen. Med det. Altså drømme eller kaffe. Eller bitterhed. Slet ikke. Ikke fordi, man ikke står op og gør som man skal. Finder sig til rette eller muligvis ikke helt, men man finder. En vej. Lidt gøren og laden.

Som om. Som om det ikke bare er det man nu skal, men også hvad man vil. Hvad det måske også er. Eller ikke. I hvert fald undlader man at rejse spørgsmålet. ”Skal eller vil”-spørgsmålet. Man rejser det ikke og leder ikke efter et svar. For hvad skal man stille op? Med svaret. Med viljen. Hvis det er noget helt andet. End vand og sæbe og kaffe. Noget helt andet, eller.

Så man spørger ikke og svarer endda mindre. Ingen kalden eller skov her. Men nogle bybusser og åreknuder og trykken i hånd. Hvis ikke trykken for panden. Det er jo også en del af det hele. Ømhed i tindingen og nedgroede negle. Noget man skal igennem. Ikke af lyst men af nød. Eller. Det spørger man heller ikke til. Nøden og lysterne. Det blev skyllet af under bruseren i morges. Skyllet ned kloakken sammen med drømmene og søvnen. Vist nok. Eller.